De Konservative tabte en valgsejr på gulvet

Bragt i Jyllands-Posten, den 08-06-2023

Her den 13. juni runder jeg fem år som medlem af Det Konservative Folkeparti. Selvom vi fik en kæmpe vælgerlussing ved folketingsvalget 1. november, vakler jeg ikke i min støtte og tiltro til det konservative idégrundlag og projekt. Men hvordan kunne det ske, at De Konservative på et tidspunkt stod til at vinde hen mod 18 mandater, og så ende med at tabe to, hvorfor vi i dag har 10 folketingsmedlemmer?

Kort efter at Søren Pape meldte sig som statsministerkandidat 15. august 2022 præsenterede De Konservative deres skatteudspil, som blandt andet handlede om at fjerne topskatten helt i 2030. Forslaget om at afskaffe topskatten var politisk tonedøvt:

For det første var det en gave til Socialdemokratiet, der nu kunne få valgkampen til at handle om velfærd kontra skattelettelser. For det andet er topskat ikke et spørgsmål, der optager ret mange vælgere. For det tredje: Når man stiller med sin egen kandidat til at blive statsminister, så skal man favne alle danskere, og her vil det højest give mening at foreslå skattelettelser i bunden.

Tidligere var De Konservative kendt for at være blå bloks grønne stemme. Men hørte vi De Konservative tale om klima og natur under valgkampen? Ikke specielt meget.

Vi står i en kæmpe krise, når vi taler klima og natur, og det har et parti – som stiler efter statsministerposten – altså slet ikke nogle bud på løsninger til. Den folkelige opbakning for at handle er enorm, og som K-koryfæren Connie Hedegaard præcist har sagt det, så skal vi angribe den grønne omstilling på samme hastende måde som corona. Tænk hvor mange borgerlige (unge) vælgere, De Konservative kunne have appelleret til, såfremt vi under valgkampen havde lanceret ambitiøse udspil på klima- og naturområdet.

Velfærdsområdet hørte vi heller ikke meget andet end små pip fra De Konservative. Mere frit valg for den enkelte – ja, det foreslog de seks borgerlige partier på et pressemøde 11. oktober. Og frit valg har altid været en afgørende værdi for De Konservative, så her var helt sikkert et område, der kunne give kant til Mette Frederiksen og resten af rød blok.

Men det gode emne omkring frit valg druknede fuldstændig til sidst på pressemødet, fordi partilederne ikke var klare i mælet på et spørgsmål omkring, hvorvidt ældre må afvise hjemmehjælpere med tørklæde. Efterfølgende døde emnet om frit valg støt og roligt.

Senere i oktober havde vi det kiksede pressemøde med Søren Pape og Jakob Ellemann, som ville lægge et stærkt pres på regeringen i FE-sagen. De to borgerlige statsministerkandidater var tilsyneladende totalt uforberedte på spørgsmål angående Ahmed Samsam-sagen, og det var en farce at opleve to statsministerkandidater stå der og famle og undvige at svare. Og at deres respektive partisekretariater ikke engang havde sørget for, at de ikke fik solen i øjnene, gjorde pressemødet unikt på den ufede måde. Der var så at sige modlys hele vejen.

Kort sagt blev der begået flere politikfejl og med 14 partier at vælge imellem, hvoraf 12 opnåede valg, nytter det ikke, at politikken er uklar og fokusset skævt. En valgsejr blev fuldstændig tabt på gulvet.

Vi skal have relanceret De Konservative, og vi skal indgyde vælgerne en tro på, at partiet igen kan blive et stærkt, regeringsbærende parti. De Konservative skal være synlige og skarpe og vægte klima, miljø, natur, uddannelse, kultur, landdistrikter, handicap og psykiatri langt mere end tidligere.

Desuden skal vi have defineret De Konservatives rolle i et nyt partisystem, hvor Venstre har valgt midten til. Partiet skal have ideologisk tyngde for på den måde at være et bolværk mod højrepopulismen. Endelig skal der sættes en kurs, som dels betoner det sociale i konservatismen, dels betoner en fortælling om, at det samfund vi skal videreudvikle skal være funderet i en fællesskabstankegang.