Hvor er respekten for mennesker med handicap?

Bragt i Nordjyske, den 13-05-2022

Skrevet sammen med Mia Tang

VÆRDIGHED: Dronningen sagde rammende i sin seneste nytårstale:

”Der er nogle, for hvem vejen slet ikke er jævn. Det gælder i høj grad for dem, der må slås med et handicap. Hos nogle er det nemt at se, som hvis man sidder i kørestol. Hos andre er lidelsen usynlig. Det kan være en psykisk sygdom, kroniske smerter eller noget helt tredje. Fælles for alle, der må leve med et handicap, er, at det gør tilværelsen mere besværlig, og at man ikke altid bliver mødt med forståelse og respekt – måske tværtimod.”

Så vores gode dronning har sagt det, men er kommunerne og socialforvaltningerne villige til at gøre det? Altså møde det enkelte menneske med respekt og kere sig om det enkelte menneskes integritet og personlige frihed, når vi taler om mennesker, der uheldigvis er ramt af et handicap?

Igen og igen oplever vi desværre, at for den, som har et handicap, er det sjældent handicappet, som er den værste fjende, men derimod de ufleksible systemer og den kommunale kassetænkning. Samtidig er mennesker med handicap ikke en stor vælgergruppe som fx de ældre eller forældre til skolesøgende børn, og derfor drukner opråbene ofte i mængden.

Socialminister Astrid Krag (S) har sagt, at hun er opmærksom på problemerne, men hun skyder hver gang de enorme problemer på handicapområdet til hjørne hos enten KL og kommunerne, eller beder om endnu flere evalueringer og undersøgelser. Det er letkøbt, og det løser ingenlunde de mange problemer og udfordringer, som mange mennesker med handicap oplever. For dem er målet åbenlyst ikke at malke kommunerne for penge, men derimod at leve et selvstændigt og frit liv med mulighed for at være spontan.

Blandt andet ser vi adskillige problemer, når unge med handicap bliver 18 år. For så er de voksne, og dermed overgår de til kommunernes voksenafdeling med nye sagsbehandlere og nyt fokus. En af de ordninger, der er allermest pressede, er den såkaldte BPA-ordning. BPA står for brugerstyret personlig assistance. I daglig tale siger vi ofte ”hjælperordninger”, som indebærer, at det enkelte menneske med handicap får bevilget et antal hjælpertimer pr. døgn eller uge, således at hjælperen er ens arme og ben.

Hjælperordningen er med andre ord helt afgørende for den personlige frihed og for at kunne leve et ligeværdigt liv. Men det er en dyr ordning for kommunerne – særligt når personen har brug for hjælp hele døgnet – og der er ingen tvivl om, at praksis i kommunerne gennem de sidste 5-10 år har været at frakende mennesker deres hjælperordning, reducere i antallet af timer eller sige nej til at tildele nye borgere hjælperordning, selv om de er berettiget til den. Resultatet er utallige klagesager og dybt frustrerende forløb.

Nordjyske har faktisk undersøgt dette spørgsmål via en rundspørge i 2019 til alle 11 kommuner i Nordjylland. Undersøgelsen viste, at 61 ud af 300 i perioden 2016-19 fik frakendt deres hjælperordning. Det vil sige omtrent hver femte! Og vi tør slet ikke tænke på, hvordan mønsteret har set ud siden?

Når man mister sin hjælperordning, får man i stedet tilbudt hjemmehjælp og ledsageordning. Men hjemmehjælperen må alene operere i hjemmet, og ledsageren må kun støtte og hjælpe uden for hjemmet. Vurderingen af hjemmehjælpsbehovet er skønsbaseret, mens ledsageordningen er lovbestemt til 15 timer om måneden. Og ja, du læste rigtigt, 15 timer om måneden. Samtidig er hjemmehjælp et regulært problem, hvis borgeren studerer eller arbejder, fordi det er et krav, at man er hjemme, når hjemmehjælperen kommer.

Det kunne være interessant, om Nordjyske atter foretog en rundspørge til de 11 kommuner i Nordjylland om hjælperordningen, herunder hvor mange nye hjælperordninger der er bevilget gennem de sidste tre år? Vi formoder, at det sidste vil været yderst få, da kommunerne – med KL’s rygdækning – gør alt for at reducere i antallet af hjælperordninger.

I april sidste år bragte TV-Avisen historien om en borger med handicap, som Københavns Kommune, KL og Ankestyrelsen ikke mener er berettiget til en hjælperordning. Han er 27 år og har muskelsvind. Han skal have hjælp til alt – lige fra at vaske sig, komme i tøj, spise, købe ind, besøge venner og familie eller klø sig på næsen.

Men kommunen tildelte med Ankestyrelsens opbakning hjemmehjælp og ledsageordning. Så alt skal planlægges. For eksempel toiletbesøg, så det passer med hjemmehjælpsbesøget, og han er samtidig stavnsbundet til sin lejlighed uden et socialt liv eller med mulighed for at tage en uddannelse. Hans personlige frihed er kort sagt lig nul.

Det er uværdigt, at et så rigt et samfund som det danske ikke kan tilbyde nogle af vores mest sårbare borgere en ordentlig hjælp! Tænk hvis det var os selv, der hver eneste dag skulle planlægge, hvornår vi blev tørstige eller skulle på toilettet. Eller blot det at komme en tur ud i det fri, besøge venner eller familie med 15 timers ledsagelse om måneden.

Hjælperordningens formål er at give mennesker med handicap et værdigt liv. Den unge mand kæmper fortsat for at få den nødvendige hjælp til at leve et liv som andre unge.

Noget må simpelthen gøres. Nu skal vi ikke sparke til hjørne hele tiden, som vores socialminister Astrid Krag (S) og KL gør ved enhver lejlighed. Vi må tage fat om nældens rod og samt begynde et udredningsarbejde med henblik på en handicapreform.

Her bør fokus for det første være at gennemgå alle aspekter (paragraffer) inden for handicapområdet og se på, om de opgavemæssigt er placereret det rigtige sted (kommune, region, stat).

For det andet må der ses på økonomiansvar og refusioner. Skal den bevilgende myndighed eksempelvis bære ansvaret for økonomien en-til-en? Bosætter et par med muskelsvind sig for eksempel på Læsø, slår det jo bunden ud af kassen.

I forlængelse af de to første punkter må udgiftstunge områder såsom hjælperordningen for det tredje placeres i andet regi end kommunerne, således at det ikke bliver kommunens økonomi, som afgør, hvem der får hvilken hjælp. Vi må kort sagt gøre op med kommunernes kassetænkning, men vi må samtidig ikke underkende, at kommunerne er trængte. Også nu hvor de tager imod mange ukrainske flygtninge, er berørt af stigende energipriser, får flere ældre og så videre.

Essensen er, hvad er det for en historie, vi vil fortælle til kommende generationer af mennesker med handicap? Skal de vitterligt efterlades isoleret i hjemmet?

Nej, det skal de ikke! Som Dronningen er inde på i nytårstalen, skal vi møde alle mennesker med respekt og forståelse, og det gælder uanset dit udgangspunkt og eventuelt handicap.

Derfor skal hele handicapområdet gentænkes, og hjælperordningen er i den grad truet. Det er blevet en kamp at få den rette hjælp. Efterhånden er det blevet sådan, at det at have et handicap sjældent er det værste. Det værste er, at for disse mennesker prioriteres deltagelse i samfundslivet ikke.