Giv os i det mindste håbet tilbage
Bragt i Nordjyske, den 11-02-2021
Heller ikke denne gang var der bare en snert af håb i statsministerens ord.
Statsministeren tilkendegav (8.2.) i forbindelse med åbningen af 0.-4. klasserne, at først når vi har ”fuldstændig epidemikontrol”, vil de ældre årgange kunne vende tilbage i skole. En sådan absolut tilgang til situationens alvor er meget sigende om statsministerens ord og handlinger under denne coronapandemi.
Hvem bestemmer egentlig, hvornår vi har fuldstændig epidemikontrol? Er det statsministeriet og Mette Frederiksen? Og hvad er kriterierne?
På nær Mette Frederiksens fans så tror jeg, at der er mange som glæder sig til 1. marts, hvor vi får en ny epidemilov. Dermed bliver det slut med regeringens og Mette Frederiksens tilgang, som går på: ”Vi alene vide – vi alene gøre”.
Statsministerens tilgang burde være åben og dialogbaseret i kombination med at give os håb om en bedre fremtid.
En sådan tilgang har vores statsminister desværre ikke. Derfor kommer her mit bud på, hvordan vi får håbet tilbage, selvsagt under forudsætning af lave positivprocenter og faldende indlæggelsestal (præmissen):
Efterskoleforeningen har lavet en fin plan for, hvordan efterskolerne med fokus på hygiejne og test kunne genåbne. I min optik burde efterskolerne være genåbnet 8. februar. Evner efterskolerne at holde smitten nede, bør højskolerne åbne tre uger efter.
Samme model skal overføres i forhold til skolerne og ungdomsuddannelserne. Lykkes genåbningen af 0.-4. klasserne med et solidt lavt smittetryk, bør de ældre skoleårgange samt ungdomsuddannelserne åbne tre uger efter.
Endelig virker det omsonst, at Bilka og andre store fødevarehuse må holde åbent, mens de små butikker skal holde lukket. Butikslivet, frisører og andre selvstændige bør have det håb, at deres forretning åbner 1. marts.
Ved at anlægge en positiv og fremadskuende tilgang til en forsigtig og kontrolleret genåbning indgydes håb, og det i øvrigt uagtet om genåbningsplanen holder i forhold til nøgletallene. Og håb er afgørende for os mennesker i en svær tid.
Uanset hvor svær en krise vort land står i, har vi brug for en statsminister, der taler til os – og med os – som medmennesker. Lige nu har vi en statsminister, der kun hører én stemme. Desværre er det hendes egen stemme, hun hører.