Det paradoksale fokus

Bragt i Randers Amtsavis, den 15-07-2011

Mange medier – blandt andet Berlingske – har i disse uger et fint fokus på velfærdsstatens grænser, basal velfærd og nødvendige prioriteringer. Ikke mindst på handicapområdet pågår debatten. Men debatten på handicapområdet får et skævvredet fokus, fordi de mange synspunkter mangler at fremlægge en række præmisser, og fordi en sammenligning til andre velfærdsområder undlades.

For eksempel besvares ikke spørgsmålet om, hvorfor udgifterne er steget markant på handicapområdet. Det gør de øjensynligt, fordi handicappede lever længere, blandt andet grundet bedre behandlingsmuligheder, og fordi der i antal er blevet flere handicappede grundet bedre diagnosticeringer. Derudover koster det også at skabe lige muligheder og bedre tilgængelighed. Alt sammen skønt – og det burde vi alle sammen glæde os over.

Men nej, vi glæder os ikke sådan rigtigt. I hvert fald ikke i Danske Kommuner og i en lang række kommuner landet over – de glæder sig ikke. Det skyldes, at handicapområdet i 2010 nu koster samfundet 44 mia. kr., mens området i 2004 kostede 39 mia. kr. Her opstår paradokset, som ikke bliver italesat i debatten:

Et eksempel: De ældre bliver glædeligvis flere og flere, fordi de lever længere og er blevet sundere. Hvordan skal de øgede omkostninger til ældre finansieres? Det skal de blandt andet ved en tilbagetrækningsreform og ved at foretage velfærdsstatslige omprioriteringer kombineret med nye incitamenter, fx ved at få flere hurtigere igennem uddannelsessystemet og ved at få flere med anden etnisk baggrund ud på arbejdsmarkedet. På ældreområdet taler man ikke om at foretage drastiske beskæringer eksempelvis i form af betydeligt mindre hjemmehjælp. Nej på ældreområdet er fokus et helt andet, når der skal findes midler til finansiering. Og så er der hjælp at hente fra regering og Folketing.

Taler vi derimod handicapområdet, gælder der et andet princip ved stigende omkostninger, som den stigende efterspørgsel har medført. Her gælder nemlig princippet om, at handicapområdet selv skal finansiere meromkostningerne. Det vil sige, at for hver gang handicapområdet bruger 100 kr. mere, så skal området selvfinansiere en besparelse på 100 kr. Mon det samme vil ske ad åre på ældreområdet? Næppe – de ældre udgør jo en stor vælgergruppe, og de har i mange år betalt skat af deres arbejdsindkomst. Disse forskelle på, hvordan der findes finansiering mellem for eksempel handicap- og ældreområdet, udgør et paradoks, som snart må ekspliciteres i debatten.