Massive besparelser på vej mod de handicappede

Bragt i Randers Amtsavis, den 11-06-2010

Byrådet besluttede på deres møde den 31. maj at godkende massive besparelser inden for handicapområdet. Godkendelsen blev vedtaget med det mindst mulige flertal, da alle de borgerlige undlod at stemme og Beboerlisten stemte imod. Der er mange forhold, som undrer mig, og det fortjener alles opmærksomhed.

For det første kan det undre, at flertallet anser det for nødvendigt med månedlige opfølgninger på de godkendte besparelser. I min optik tyder en sådan tilkendegivelse klart på, at konsekvenserne ved de gennemførte besparelser er uklare. Det er tankevækkende, at et snævert flertal så alligevel godkender besparelserne, når konsekvenserne ikke fremstår forståeligt og tydeligt.

For det andet er det værd at bemærke, at hele Byrådet på deres møde den 10. maj valgte at udskyde besparelserne på specialundervisningsområdet til budgetforhandlingerne for 2011-14. Af referatet kan jeg ikke læse hvorfor, men jeg formoder, at udskydelsen har årsag i, at man gerne vil holde besparelserne på specialundervisningsområdet op mod andre besparelsesforslag, således at man – som politiker – kan foretage en direkte prioritering og dermed et valg.

Denne beslutning er klog, og her kan Randers Kommune lære af adskillige andre kommuner. Mange kommuner gør nemlig det, at forvaltningen udfærdiger et stort besparelses- og prioriteringskatalog inden for alle politik-/forvaltningsområder, som politikerne så kan tage stilling til. Det betyder, at hvis Randers Kommune skal spare i alt 150 mio. kr. for at få økonomien til at hænge sammen, ja så kan politikerne bede forvaltningerne om at lave et katalog, der anviser besparelser på 300 mio. kr. Herefter kan politikerne prioritere om de helst vil spare på kloakering, handicappede, ældre, specialundervisning, kulturen, natur, skoler, fritidstilbud osv.

Men sådan gør man ikke i Randers Kommune. I stedet skal de handicappede og handicapområdet holde for som de allerførste, og så skal Byrådet i efteråret så beslutte besparelser på kommunens øvrige områder. Det er uforståeligt, fordi jeg er rimeligt sikker på, at i hvert fald halvdelen af de foreslåede 17 besparelser på handicapområdet ville være siet fra, hvis politikerne havde haft et stort prioriterings- og sparekatalog. Denne måde at gøre det på er langtfra fair og rimelig over for de handicappede.

For det tredje kan jeg i Amtsavisen læse, at der til besparelserne på handicapområdet på byrådsmødet blev nævnt, at man håbede, de handicappede ville anke mange af de afgørelser, når de var utilfredse. Naturligvis kan de handicappede anke ugunstige afgørelser, men her gør politikerne regning uden vært, hvis de tror, det bare er simpelt. For den handicappede er det nemlig ikke simpelt. Uden at forklejne alle mine handicappede medborgere, så er der altså mange, som på ingen måde er i stand til at anke en afgørelse. Udover abstraktionsmæssige grunde er de grunde, jeg ofte hører ”manglende overskud”, eller ”hvad skal det nytte, kommunen gør alligevel, som det passer dem”.

Hvorom alting er, så er det meget trist, at de svageste – her de handicappede – tages som gidsler, når kommunen ikke har styr på økonomien. Desuden mangler jeg stadig en solid og faktabaseret forklaring på, hvorfor Randers Kommune ikke har kunnet styre økonomien på handicapområdet. Får jeg den en dag, så vil jeg smile – og det ikke bare i mit stille sind!