Mangelfulde og uredelige sagsfremstillinger

Bragt i Randers Amtsavis, den 29-04-2010

På Handicaprådets møde den 28. april var der tre kvalitetsstandarder på dagsordenen – dagsordener, som senere skal i Socialudvalget. Den ene handler om brugerstyret personlig assistance (BPA), den tidligere hjælperordning. Den anden handler om udvikling af færdigheder eller såkaldt bostøtte. Og den sidste handler om aflastning af forældre til børn og unge med særlige behov.

Disse tre sagsfremstillinger er så mangelfulde, dårligt skrevet og uredelige, at det kræver stor indsigt at forstå essensen. Med hensyn til den sidste sagsfremstilling så fremgår det faktisk intetsteds af teksten, at det er forældre, som skal aflastes, men det kan man så læse i bilaget. Bostøtte, som bevilges efter servicelovens § 85, forklares ikke engang. Denne paragraf er nemlig svær håndterbar indholdsmæssigt, hvorfor det er uforståeligt, at den ikke forklares.

I alle sagsfremstillinger står der, at der er sket en realvækst på handicapområdet, men der står ikke, hvad årsagen er til realvæksten. Kun i den ene af sagsfremstillingerne står der, hvad en kvalitetsstandard er. I ingen af sagsfremstillingerne forklares det, hvorfor der laves en ny kvalitetsstandard. Det sidste sker tilsyneladende, fordi der ønskes besparelser. Det betyder videre, at forvaltningen for Social og Arbejdsmarked vil reducere serviceniveauet – og det er så denne reduktion, der er forklaringen på de nye kvalitetsstandarder.

Men når man dernæst læser forslagene til de nye kvalitetsstandarder, kan man så ingen steder læse, hvor det er præcist, forvaltningen ønsker at reducere serviceniveauet. Læseren – og dermed offentligheden mere bredt – skal altså finde de gamle kvalitetsstandarder frem fra gemmerne, hvis de skal kunne se, hvilke konkrete steder der skal spares.

Hvorfor dette hemmelighedskræmmeri? Hvorfor er argumentationen flere steder decideret uredelig? Det er den selvfølgelig, fordi desto dårlige skrevet sagsfremstillingen er, desto større chance tror Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der er for, at besparelserne glider igennem uden brok og kævl. For det er jo svært at brokke sig, når det fremgår tvetydigt, og nogle steder mellem linjerne, hvor der skal spares.

For eksempel har jeg læst dagsordenspunktet om aflastning til forældre af børn og unge med særlige behov igennem mange gange for at finde de egentlige besparelsesforslag. Jeg er endt ud med at mene, at der hvor man vil reducere, er på døgnaflastningstilbuddene på Holberghus og Egehøj. Men er det rigtigt? Det burde stå i sagsfremstillingen.

Den gode skribent skriver på en sådan måde, at læseren aldrig skal gætte sig til noget. Da jeg næppe tror, at Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen mangler gode skribenter, så er der noget andet på færde. Der er ugler i mosen; og det er stærkt bekymrende!