Markedsføring af byggegrunde
Bragt i Randers Amtsavis, den 19-09-2009
Det var lidt af en overraskelse, at Randers Kommune her forleden annoncerede i Randers Amtsavis med seks byggegrunde til salg i Asferg. Markedsføring af byggegrunde i landsbyerne ser vi nemlig desværre alt for lidt til. Der er ligesom en tendens til, at det er de store udstykninger nær Randers by, som bliver prioriteret.
Det holder ikke, for Randers Kommune er meget mere end Randers by. Så derfor er det vigtigt med en bred markedsføring. Også her halter det. Jeg synes, der fokuseres for lidt på markedsføring i lokalaviserne, som for mange er den primære avis. Her skal det tilføjes, at mange som køber en byggegrund i en landsby faktisk ofte – dog ikke altid – kommer fra en landsby i forvejen, måske endda fra samme landsby eller fra en landsby i nærheden. Kort sagt er der mange gode grunde til at markedsføre byggegrundene i landsbyerne. Det gælder i alle typer af medier, både de helt lokale og de medier som dækker et større geografisk område. Salg af byggegrunde i landsbyerne er en vigtig drivkraft for at skabe udvikling og dynamik, og det er afgørende, ikke mindst for landsbyerne.