Ærlig snak – men smagløst
Bragt i Randers Amtsavis, den 30-05-2008
Så skifter Kurt Helge Andersen parti igen. Denne gang tilbage til udgangspunktet Venstre. Kurt Helge Andersen tilkendegiver ærligt over for Amtsavisen den 24. maj, at partiskiftet har årsag i ønsket om genvalg til Randers Byråd, og det ønske vurderer Kurt Helge ikke, at Ny Alliance kan honorere.
Ærlig snak må man sige. Og det helt i tråd med politologiske teorier som går på, at et af de væsentligste projekter for en politiker er at opnå genvalg. Kurt Helge Andersen søger med andre ord at maksimere sin genvalgschance. Flot at Kurt Helge Andersen er så ærlig, fordi Kurt Helge samtidig siger: ”Jeg er ligeglad med, at jeg egentlig fandt Ny Alliance politik og idégrundlag som det bedste. Nej jeg vil gerne fastholde mit sæde i byrådet, og det er nok lettest at forblive i byrådet, hvis jeg shopper tilbage til det store oppositionsparti Venstre”.
At man kan undre sig over, at Venstre siger velkommen tilbage, ja så kan man vel også undre sig over, at ønsket om genvalg står så meget højere end et partis idéer, grundlag og ideologisk fundering. Er det smagløst? Tja bum bum… Forhåbentlig desavouerer vælgerne ved 2009-kommunalvalget Kurt Helge Andersen og hans vægelsind.