OI-Stafetten. Det var en svær beslutning at søge førtidspension, for "hvem er jeg egentlig uden et arbejde?"

Bragt i OI-Magasinet - Et blad om medfødt knogleskørhed,, den 24-01-2024

I denne udgave af Stafetten har Jacob Wittorff talt med David Holmberg. Han har fået overrakt depechen fra Rigmor Lisbeth Justesen, som vi talte med i sidste nummer.

David Holmberg er 46 år og bor i dag med sin familie i Hobro. Du kan læse mere om David på hans hjemmeside: davidholmberg.dk. (Artiklen er skrevet af undertegnede, fik spørgsmålene tilsendt.)

.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 

Hej David. Fedt du vil deltage. Kan du starte med at fortælle om din opvækst?

Jeg blev født 7. februar 1977 på Nykøbing Sj. Sygehus. Et ganske lille sygehus der lukkede i 2007. Med det samme kunne personalet se på lille mig, at der var et eller andet ”forkert”, og jeg blev derfor overflyttet til Holbæk Sygehus. De var kyndige her, fordi med et brækket lårben, nogle brækkede ribben og blå sclera fik mine forældre med det samme en diagnose: Osteogenesis Imperfecta (OI).

Mit barndomshjem var på Søgård i Højby, hvor jeg boede, indtil jeg som 19-årig i 1996 flyttede hjemmefra for at begynde et 8-måneders ophold på Silkeborg Højskole. Min far og bonusmor passer og bor stadig på Søgård, om end min far nu ”kun” har planteavl og ikke længere dyrehold med svin og kødkvæg.

Min far er altså landmand, og min mor var folkeskolelærer og senere skoleinspektør på en skole i Nykøbing Sj. Jeg gik på Højby Skole, hvorfra jeg fik 9. klasses afgangseksamen i 1993 og senere student fra Odsherreds Gymnasium i 1996. Jeg er enebarn, og mine forældre blev skilt, da jeg var 28 år.

Min mor udviklede allerede i midt-1980`erne et misbrug af alkohol og piller, og da min far altid arbejdede ude ved grisebasserne eller ude i marken, var jeg rigtig meget overladt til mig selv. Samtidig havde jeg en klasselærer indtil 7. klasse, som var særligt ude efter mig og to andre i klassen, og det gjorde skoledagene til en pestilens.

Kort sagt har jeg ikke mange gode minder fra barndommen, og jeg har fortrængt rigtigt meget. Min OI, og det forhold at jeg boede på landet, gjorde det samtidig svært for mig at få åndehuller uden for matriklen, om jeg så at sige. En legeaftale skulle virkelig arrangeres, for jeg skulle bringes og hentes. Derfor var glæden stor, da jeg i begyndelsen af 3.g, som 18½-årig kunne køre de omtrent 15 km i min egen bil til mit gymnasium i Asnæs. Sikke en frihed, og det i mere end en forstand.

Hvordan ser dit liv ud i dag?

Jeg bor med min dejlige familie i et parcelhus i Hobro. Jeg er gift med Mette, der er socialrådgiver på et jobcenter, og vores datter, Anemone, der i dette skoleår 2023-24 går i 10. klasse på Nørre Nissum Efterskole. Og nej, Anemone har ikke OI.

Jeg har en kandidatgrad i statskundskab og en master i retorik fra Aarhus Universitet, og jeg har virket knap 10 år som embedsmand i offentlige forvaltninger i to kommuner og i Region Midtjylland. Siden maj 2014 har jeg været på førtidspension.

Foruden min træning for at holde min krop i gang, som jeg kommer ind på nedenfor, er det bøger og aviser, der har min store interesse, og jeg blander mig gerne i samfundsdebatten ved at skrive læserbreve. Her fra februar 2024 er jeg medlem af tre bestyrelser, og det at sidde i en bestyrelse giver mig kontakt til andre mennesker, samtidig med at jeg kan påvirke et eller flere områder i en bestemt retning.

OI påvirker os tit forskelligt. Hvordan manifesterer din OI sig?

Jeg har den svære OI-type, nemlig type III. Jeg er 122 cm og bruger manuel kørestol. Engang imellem går jeg med krykker eller rollator, men det sker altovervejende i træningsøjemed. Jeg har vel haft 10-15 benbrud i min barndom og i teenageårene, og så er der de kirurgiske brud oveni, hvor mine skæve benknogler blev udrettet. I mit voksenliv har jeg også brækket knogler i overekstremiteterne. Generelt må jeg sige, at jeg på trods af min type III har været ganske forskånet for brud. Mit sidste brud i maj 2023 var et træthedsbrud i bækkenet.

Jeg ved, at du langsomt har trappet ned med at arbejde, og at du sagde farvel til arbejdslivet i 2014. Kan du fortælle lidt om de overvejsler, som du gjorde dig i den forbindelse?

Det var en svær beslutning at søge førtidspension, for hvem er jeg egentlig uden et arbejde? Et klassisk indgangsspørgsmål til folk, du ikke kender så godt, er jo ofte: Nå, hvad laver du så? Underforstået ”hvad er dit arbejde?”

Men min krop kunne ikke mere, smerterne var for store, og jeg udtrættes hurtigt. Fordelene ved at forblive på arbejdsmarkedet var til sidst så små, at pension gav bedst mening. Pengene er naturligvis gode at have, og det forhold ikke at lægge samfundet til last, var grunde til at forblive på arbejdsmarkedet, men ulemperne var altså langt større. Min krop skal bære mig, indtil jeg stiller træskoene, og hvis jeg skulle gøre det bedste for min krop, og bevare en høj livskvalitet, var førtidspension løsningen. Her næsten ti år efter min pensionering kan jeg med sikkerhed sige, at jeg på ingen måde har fortrudt mit valg om at lytte til min krop og gå på pension.

Jeg kan huske, at jeg har dig sige noget i stil med, at dit arbejde i dag er at passe på dig selv og din krop. Hvordan gør du det?

Træning har altid været en stor del af mit liv, og allerede som 3-årig blev svømmehallen en vigtig del af hverdagen, og er det fortsat den dag i dag. Det samme er træning og behandling ved min fysioterapi Hobro. Jeg har også en trehjulet cykel med syv gear (ikke håndcykel), min rollator og mine krykker, som jeg bruger i træningsøjemed. Min kørestol er dog min faste følgesvend til stort set alle aktiviteter, da jeg hurtigt bliver alt for træt og får ondt, hvis jeg fx skulle gå rundt i mit eget hjem.

Da jeg gik på pension i maj 2014, sagde min daværende fysioterapeut meget rammende til mig: ”Nu er dit arbejde at træne og passe på din krop”. En fin og præcis konstatering som jeg gør mit bedste for at efterleve.

Hvad er din historie med DFOI, og hvornår og hvordan kom du ind i foreningen?

Jeg vil tro, jeg meldte mig ind i foreningen, da jeg var 18-21 år. Mine forældre og mig havde et par gange i min barndom været til årskursus/generalforsamling, så mit kendskab til DFOI tænker jeg kom på den baggrund. Mit første møde i OI-regi var til generalforsamlingen i foråret 2000, der så vidt jeg husker fandt sted på et feriecenter, Søhøjlandet, i Gjern Bakker ved Silkeborg. Og jeg blev til min første generalforsamling valgt til bestyrelsen, hvor jeg sad i fire år.

Hvad har DFOI betydet for dig? Hvordan kan vi i OI-fællesskabet blive bedre til at hjælpe hinanden?

At vi har en OI-forening er i mine øjne afgørende og vigtigt i flere henseender. For det første er det en forening, hvor du kan søge hjælp og få sparring på konkrete problemstillinger. Det betyder meget, at du ved, du har et sted at gå hen, hvis du har brug for støtte. For det andet er DFOI en forening, hvor du har et naturligt fællesskab med andre OI`ere og pårørende. Når du har et sjældent handicap, er det ikke sådan ”bare lige” at finde fæller, og dermed bliver DFOI et sted, hvor du hører hjemme.

Jeg er af den opfattelse, at vi i OI-fællesskabet er gode til at hjælpe hinanden, og her kitter foreningen os sammen via arrangementerne og generalforsamlingen samt OI-Magasinet og fora på Facebook. At vi lever i en digital tidsalder gør det let at etablere kontakt til andre. Mit medlemskab af DFOI er et livsmedlemskab – det kan ikke være anderledes.