På vej mod det høje C

Bragt i Nordjyske, den 08-03-2021

Det Konservative Folkeparti har vind i sejlene. I denne tid står vi til stor fremgang i meningsmålingerne.

En nylig måling fra Megafon (26.2.) viser, at hvis der var valg i morgen ville Konservative få 15,8 procent af stemmerne svarende til 28 mandater. Ved folketingsvalget 5. juni 2019 opnåede Konservative 6,6 procent af stemmerne og 12 mandater. Og som partileder Søren Pape Poulsen sagde på valgaftenen: ”Blev vi ikke lige fordoblet dér”? Med fordoblingen af mandaterne fra 6 til 12 var der ved valget i 2019 tale om den største mandatfremgang i 35 år, og jublen over valgresultatet var euforisk efter mange års pauvre valgresultater.

I mine øjne går Det Konservative Folkeparti en stor fremtid i møde, hvis vi kan fastholde momentum og stabiliteten samt undgå personkonflikter. Som fhv. statsminister Poul Schlüter engang sagde det, er ”25-30 procent af befolkningen konservative – de skal bare finde ud af det først”. Her er vi som konservative forpligtigede til at fortælle om konservatismen som ideologi, da den er fundamentet for Det Konservative Folkepartis politik.

Konservatisme står velsagtens som en af de mest bærende ideologier nogensinde. Ikke alene i Danmark, men også i en række andre lande. Her i Danmark blev Det Konservative Folkeparti grundlagt i 1916 med afsæt i partiet Højre og var reelt en følge af grundlovsændringen af 5. juni 1915. Der opstod et behov for et folkeparti, som dels kunne fremme støtte fra en bredere vælgerskare, dels være et moderne parti i pagt med tidens ånd. Som det nye partinavn angiver, hviler partiet på konservatismen.

Parlamentarisk havde Det Konservative Folkeparti dets storhedstid i perioden 1982-93, hvor Poul Schlüter som statsminister ledede forskellige borgerlige regeringer. Partihistorisk kan vi derfor ikke komme uden om Schlüter, og han er for mange, også for mig, et stort politisk forbillede.

I 1983 sagde Schlüter, at ”ideologi er noget bras”. Ditlev Tamm, der er kendt som erklæret konservativ, og som i 1999 har skrevet bogen Det Høje C, siger om Schlüters træffende bemærkning, at den ”mere var møntet på modsætningen til fascisme og kommunisme end på ethvert fravær af ideologiske træk”.

Ideologi er nemlig ingenlunde noget bras. Partier har brug for en fastforankret ideolog, der angiver vejen over for såvel medlemmer som vælgere. At have en ideologi forener medlemmerne, i og med vi har et fundament at læne os op ad. Mere enkeltsagsbaserede partier, herunder protestpartier, har sværere ved at stabilisere sig henover flere årtier. Det nu hedengangen Centrum-Demokraterne er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når et parti ikke har et kompas i form af en ideologi at navigere ud fra. Alternativet er et nyere eksempel.

Edmund Burke (1729-97) regnes som konservatismens fader. Burke var en toneangivende politisk tænker i 1700-tallet og var mangeårigt medlem af det britiske underhus. Han var imod totalitære ideologier, og pegede i stedet på traditionen og løbende samfundsjusteringer som afgørende. Samtidig påpegede Burke generationernes forpligtigelse over for hinanden.

Selvom Burke betonede fortiden, var det ikke ensbetydende med, at konservative alene skulle kigge bagud. Det er også afgørende at følge med udviklingen, og det kan ikke ske uden at forandre. Med afsæt i Burke er klassiske grundsætninger for Det Konservative Folkeparti da også at forandre for at bevare, som senere blev videreudviklet til at forandre for at skabe nyt og bedre.

At vi konservative har som grundsætning at ”forandre for at bevare” er imidlertid ikke ensbetydende med, at vi ikke er pragmatiske eller vil søge indgåelse af forlig. Al politik starter med at erkende et praktisk problem, og derudfra søger vi konservative en løsning ud fra de oplevede problemer. Den konservative ideologi er dermed ikke en begrænsende faktor for at udøve politik, men skal i stedet anskues som en bagvedliggende ramme, vi tager afsæt i, når vi fortolker, forklarer og agerer.

Når vi anskuer en ideologi, kan vi heller ikke komme uden om at se på, hvordan ideologien forholder sig til staten og individet og koblingen mellem disse. Staten er ikke et stort onde for os konservative. En stat er nødvendig til at sikre lov og orden, en stat er vigtig for at kunne hjælpe de mennesker, der ikke er født på livets solside, og endelig er en stat vigtig for at hjælpe de, der rammes af sygdom eller ulykke.

Når det er sagt, ønsker konservative ikke en stærk og finmasket stat, som nærmest omklamrer borgerne. Vi ønsker en stat, der så vidt muligt ikke begrænser det enkelte menneskes personlige frihed. Det er klart, at der er undtagelser fra denne regel, hvilket den nuværende coronapandemi er et brillant eksempel på.

Konservative har tillid til mennesker, vi betoner ordentlighed og respekt for andre mennesker og deres forskellighed, og det gør vi selvfølgeligt uagtet klassetilhørsforhold. Vi ønsker også at give ansvaret tilbage til borgerne kombineret med, at de fællesskaber, vi indgår i, er med til at løfte det enkelte menneske til at udfolde sit potentiale.

Grundloven er det naturlige afsæt for os konservative, og vi hæger om magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt. Vi værner om den danske folkekirke, kongehuset og dansk kultur. At vi betoner Gud, konge og fædreland er ikke en sagnomspunden konservativ frase. Vi mener det dybfølt. Sproget, og det at vi taler dansk med hinanden, er det, som knytter os sammen som folk. At tale dansk er vigtig for sammenhængskraften mennesker imellem og forbinder os til tidligere generationer. Det samme gør sig gældende for kristendommen og kongehuset.

Helt lavpraktisk kan ideologi være afgørende for partimedlemskab. For eksempel er det ikke et udsædvanligt spørgsmål at få, hvorfor du er medlem af Konservative og ikke af ”Venstre, Danmarks liberale parti”. Ved at svare på hvorfor du er konservativ, har vi også tydeligt angivet det værdisæt, der ligger bag vores holdninger.

En fastforankret ideologi er en essentiel ballast for Det Konservative Folkeparti. Men det handler naturligvis også om at påvirke udviklingen, og det sker qua fremlæggelse af partiets politik og qua den eksakte politikudøvelse. For politik handler om værdier og holdninger, og disse skal italesættes og udøves i den praktiske politik.

Men politik handler også om personer. En stærk partileder er én, som viser den politiske retning, som forener dets medlemmer og sine tilhængere, og som sørger for ro i geledderne. Det er en svær opgave i et folkeparti som Konservative, men vi har manden i Søren Pape Poulsen. Han har vist os vejen. Det gælder ikke alene over for partisoldaterne. Det gælder også over for vælgerne, hvor Pape i popularitetsmålingerne ligger i toppen. Og det forpligter os alle i partiet.

At Det Konservative Folkeparti stille og roligt er på vej tilbage til fordums styrke, må dog ikke foranledige os til at hvile på laurbærerne. Det er nu alle sejl skal sættes ind for at fastholde momentum. Vi har rygdækning i en stærk ideologi og i et stærkt holdningssæt.

Jeg glæder mig over at være med til at fremme konservative værdier og holdninger og med det afsæt præge den konservative politik i praksis. Det er svært at komme op på det høje C, men jeg og mange andre gode konservative øver os meget – og vi er ikke langt fra at nå målet.