Voksenkursus på Fuglsangcentret, Fredericia, den 19.-21. september
Bragt i OI-Magasinet, den 01-10-2003
Min kæreste og jeg synes, at det var hyggeligt at deltage i voksenkurset for to år siden, så derfor havde vi valgt at tilmelde os igen i år. Efter indkvarteringen fredag mellem kl. 17 og 19 hyggede vi os med de øvrige kursister. Omtrentlig 35 kursister fra Bornholm til Sindal havde tilmeldt sig kurset, som altså – jf. artiklens titel – kun var for voksne. Temaet for kurset var Osteoporose kontra OI.
Relativt tidligt gik kursisterne til ro for at være veludhvilede til lørdagens program, som bestod af to foredrag. Det første foredrag var med dr.med. Peder Charles, som er overlæge på Amtssygehuset i Århus. Emnet for foredraget var Osteoporose, som ikke overraskende har flere lighedstræk med OI. En lang række typiske karakteristika ved Osteoporose blev blotlagt, og ofte drog Peder Charles en sammenligning til OI. Dette gjaldt fx behandlingsmuligheder såsom bisfosfonat, men også en række aspekter omkring kosttilskud (kalk og D-vitamin) blev berørt. Alt i alt et veltilrettelagt foredrag, hvor spørgelysten fra kursisterne var stor.
Spørgelysten var også særdeles stor til det andet foredrag med husholdnings- og ernæringsøkonoma Kirsten Bønlykke. Hun fortalte om, hvilken kost man helst skulle indtage, hvis man vil leve sundt. Fokuset for foredraget var her knogleskørhed i relation til kost. Kan man, via sin kost, selv gøre noget for at modvirke implikationerne ved at have knogleskørhed? Der er ingen tvivl om, at man kan afhjælpe nogle af implikationerne ved knogleskørhed, hvis man spiser rigtigt – og i det hele taget fører en fornuftig livsførelse. Men skal være sikker på, at man eksempelvis får tilstrækkeligt med kalk og D-vitamin, kan man ikke komme uden om at tage et kosttilskud dagligt.
Dagens andet foredrag trak ud, da spørgelysten som sagt var stor. Men halvanden times hvil inden aftensmaden kunne det da blive til. Ud over indtagelse af føde og drikke blev der lørdag aften talt gevaldigt på kryds og tværs – og en fællessang af Tørfisk blev det også til.
Umiddelbart efter morgenmaden søndag skulle vi med en kørestolsvenlig bus på sightseeing. Morgenen startede med lyn og torden, men dette uvejr var heldigvis passé, da vi skulle af sted. Men en kraftig blæst, og momentvis småregn, kunne vi ikke slippe for. Mogens Brandt Clausen, Kurt Møller og buschaufføren guidede os på fornemste vis om dels Fredericias historie dels om en række historiske monumenter. Fæstningsbyen Fredericia er karakteriseret ved rektangulære gader omgivet af et imponerende og velbevaret voldanlæg. Der bor ca. 48.500 i Fredericia Kommune.
Efter sightseeingsturen i Fredericia by besøgte vi Minibyen, som er en efterligning af Fredericia, sådan som den så ud i 1849 - i miniatureformat forstås, og deraf navnet Miniby. Proportionsforholdet er 1:10, dvs. 1 cm i Minibyen skulle svare til 10 cm i datidens Fredericia. Så hvis man forestiller sig, at det var muligt at lade en fredericiaborger fra 1849 vandre i minibyens gader år 2003, så skulle vedkommende gerne kunne genkende sit eget hus. Efter turen kørte vi en smuttur til Fyn, nærmere bestemt Strib, for at se Fredericia fra den anden side af bæltet. På den måde kan man sige, at vi så byen ”indefra og ind” og ”udefra og ind”.
Hjemme igen afsluttedes weekendopholdet med fællesfoto og frokost. Derpå tog vi afsked med hinanden og sagde ”på gensyn”. Tak herfra for en god weekend.