Velkommen til min hjemmeside

Her kan du læse mit seneste indlæg:

• Du kan godt, men kun sammen kan vi løfte ansvaret
  Bragt i Jyllands-Posten, den 15-09-2024

  ”Du kan godt, men kun sammen kan vi løfte ansvaret".

  Således sagde De Konservatives Mona Juul i hendes første landsrådstale i april 2024, da hun netop var blevet valgt som ny partiformand efter Søren Pape Poulsens tragiske død.

  Med disse ord adresserede hun en klar skillelinje til Alex Vanopslagh (LA) og hans velkendte sentens fra sidste valgkamp ”du kan godt”.

  Med ”du kan godt” betoner Vanopslagh den enkeltes personlige ansvar for at tage ejerskab over sit liv, men han negligerer fællesskabet i mine øjne. For kan vi til alle tider og til alle sider løfte det personlige ansvar, hvis ikke du er en del af noget større, for eksempel en familie, arbejde, foreningsliv eller noget helt fjerde? Som Mona Juul også siger i hendes landsrådstale, ”du kan ikke være konservativ uden at være social”, og vi skal ”være noget for hinanden”.

  Ideologisk er Liberal Alliance og De Konservative naturligvis forskellige partier, men vi, der deler det konservative menneskesyn, mener ikke, at vi er noget uden andre, at vi skal drage omsorg for vores medmennesker før os selv, og et stort nej tak til ”mig selv først”.

  Med de mange udfordringer, vi står overfor, kan og skal vi agere samlet og i fællesskab. Her tænker jeg ikke mindst på klimakrisen og den betydelig kamp for at genoprette vores natur, åer og fjorde samt udfordringerne med biodiversiteten. Men vores velfærdssamfund er også voldsomt udfordret.

  Velfærdsstaten kollapser snart, hvis ikke vi foretager et grundlæggende opgør. Det kan simpelthen ikke blive ved med at gå. Hvert eneste år hører vi borgmestre og regionsrådsformænd beklage sig over svundne pengekasser, og at massive besparelser venter forude, hvis ikke finansministeren besinder sig og finder nogle ekstra milliarder. De helt grundlæggende idéer og principper bag velfærdsstaten skal redefineres, og vi må pinedød tage et opgør med omklamringen og bureaukratiet.

  Opgøret kunne f.eks. handle om at omlægge boligsikringen, skal alle ældre uanset formue og pensionsopsparinger kunne tildeles hjælp til rengøring og indkøb, stop for at det offentlige tilbyder rygestopkurser, hjælp til diabeteshåndtering og parterapisamtaler, droppe den gratis tandpleje til unge mellem 18-21 år, fjerne SU til hjemmeboende børn, og sådan kunne vi fortsætte listen.

  Vores velfærdssamfund skal hjælpe og støtte de, som ikke kan klare sig selv, men alt fedtet – herunder de mange tilskudsordninger – må skæres fra. Måske skulle vi lade os inspirere af, hvordan det danske velfærdssamfund så ud i 1960`erne?

  Fællesskabet skal træde til og løse flere af velfærdsstatens opgaver. Det skal ske ved, at vi skal være mere sociale, og vi skal kere os mere for vores medmennesker. Vi skal væk fra tankegangen om borgeren, som en forbruger af offentlige ydelser og hen mod en mere fællesskabsbaseret tankegang, hvor den civile sfære spiller en langt større rolle.

  Frivillige foreninger skal være en del af opgaveløsningen, og ikke bare et korrektiv, hvilket samtidig giver en større folkelig forankring og færre ensomme borgere.

  Vanopslagh har en pointe med hans budskab med ”du kan godt”, og vi skal da også generelt betragtet væk fra offerrollen, og ”kommunen må kunne hjælpe mig”-mentaliteten.

  Men ”du kan godt” er for snæver en tilgang, som ikke kan stå alene. For skal vi for alvor hjælpe det enkelte menneske og redde vores velfærdssamfund, så må fællesskabet og civilsamfundsløsninger træde i stedet. Kun sammen kan vi løfte ansvaret.