Ordninger er truet

Bragt i Nordjyske den 25. februar 2019

Så er der atter grimme historier om besparelser på BPA-ordninger (BPA står for borgerstyret personlig assistance, tidligere hjælperordninger).

Aalborg Kommune har sat et revisionsfirma til at vurdere, om der ikke kan spares penge på de mennesker med handicap, som er bevilget BPA-ordning.

Det er et tilbagevendende tema igennem de sidste 5-10 år, at kommunerne i hele landet gør alt for enten at frakende BPA-ordninger eller reducere i timetallet i BPA-ordningerne.

Hvis ikke besparelserne på dette område snart stopper, så må vi i mine øjne anse BPA-ordningen for at være truet som en væsentlig og afgørende støtteforanstaltning for mennesker med handicap.

Formålet med BPA-ordningen er at sikre, at mennesker med handicap selv kan tilrettelægge sin hverdag uden indblanding fra kommunen.

Det betyder, at brugeren af en BPA-ordning bliver kompenseret for sit handicap qua det forhold, at de har andres hænder og arme til at hjælpe med at klare hverdagens gøremål i forhold til familie, uddannelse, arbejde og fritidsliv.

Det såkaldte kompensationsprincip er her helt afgørende.

Men dette princip ser Aalborg og mange andre kommuner stort på i deres iver efter at spare penge.

Udover at tilsidesættelsen af kompensationsprincippet giver kolossale udfordringer for de mennesker med handicap som rammes, så gør det også afmægtigheden større, og det magtfulde møde mellem system og klient bliver mere tydeligt.

Lad mig illustrere problemet med kommunernes spareiver i forhold til BPA-ordninger via nogle eksempler:

I Randers Kommune var jeg tidligere handicaprådsformand.

Her foreslog forvaltningen på et tidspunkt, at brugerne af en BPA-ordning kunne bestille pizzaer, take away og lignende for derved at spare penge til hjælpertimer i forhold til at få varm mad lavet og tilberedt hjemme.

I Mariagerfjord Kommune har man en tværfaglig leder, som har fokus på BPA-ordningerne.

Fokus for denne leder er angiveligt ikke at undersøge, om brugerne af BPA-ordninger har tilstrækkeligt med bevilgede hjælpertimer. Og endelig har vi en lang række eksempler fra Aalborg Kommune.

Udover at reducere i hjælpertimerne, som ofte sker i forbindelse med den årlige revisitation (genvurdering), så er det enten hjemmehjælp og ledsagerordning eller en døgninstitutionsplads/botilbud, som kommunerne ynder at tilbyde som alternativ til en BPA-ordning.

Hvor værdigt er det? Hvor meget selvbestemmelse over eget liv giver det?

BPA-ordninger gør brugerne uafhængige af kommunen, gør mennesker med handicap mere selvhjulpne og giver højere trivsel. Disse forhold er imidlertid underordnet for kommunerne. For kommunerne ønsker BPA-ordningerne hen, hvor peberet gror, for de er nemlig meget dyre.

BPA-ordningerne er kommunernes smertensbarn på handicapområdet, og derfor er BPA-ordningerne truet.