Hjælperordning truet

Bragt i Nordjyske, den 02-04-2019

Nu er den helt gal med hjælperordningerne. De 11 kommuner i Nordjylland er gået helt til stålet gennem de sidste tre år med at frakende mennesker med handicap deres personlige hjælperordning (såkaldte BPA-ordninger), hvilket fremgår af Nordjyskes rundspørge af 24. marts.

Faktisk skrev jeg 25. februar et læserindlæg her i Nordjyske om BPA-ordningerne, hvor jeg argumenterede for, at BPA-ordningerne er truet som støtteforanstaltning for mennesker med handicap. Nordjyskes rundspørge viser, at 61 mennesker med handicap ud af 300 gennem de sidste tre år har fået frakendt deres BPA-ordning svarende til hver femte. Det er rystende tal, og tallene bekræfter det billede, jeg hører fra adskillige handicaporganisationer.

Udvalgsformand i Brønderslev Kommune, Martin Bech (V), kommer med både foruroligende og misvisende udtalelser, når han skal forklare, hvorfor de i hans kommune frakender borgerne deres BPA-ordning.

For det første henviser Martin Bech til, at arbejdsgiverne af ordningerne ikke overholder budgetterne. Her spiller manglende kendskab til BPA-ordningen desværre Martin Bech et puds.

Langt størsteparten af BPA-brugerne har udliciteret arbejdsgiveransvaret til et firma, hvormed brugerne alene bliver arbejdsledere. Firmaerne, der altså er arbejdsgivere, honoreres direkte af kommunerne efter, hvor mange hjælpertimer brugeren er bevilget plus et administrationsbidrag. Det er så firmaerne, der udbetaler lønnen til hjælperne. Endelig kan brugerne jo ikke bruge flere hjælpertimer på ugebasis end de af kommunen bevilgede. Som hvem er det ifølge Martin Bech, der får udbetalt en blankocheck?

For det andet henviser Martin Bech til, at Brønderslev Kommune er blandt den tredjedel af kommunerne, der bruger flest penge på BPA-ordninger. Hermed placerer Martin Bech sig i gruppen af politikere, der er af den opfattelse, at handicapområdet er økonomisk styrbart. Det er med andre ord bare ærgerligt, hvis du bor i Brønderslev Kommune og er bevilget BPA-ordning, eller ønsker at flytte til kommunen og samtidig er berettiget til en BPA-ordning. Hvordan mon vi mennesker med et handicap opfatter en sådan tilgang?

Rådmand i Aalborg Kommune, Jørgen Hein (RV), kommer med ligeså foruroligende og misvisende udtalelser. For det første henviser Jørgen Hein til, at antallet af brugere af en paragraf 94-ordning er steget kraftigt, og det kan så forklare kommunens store antal frakendelser af BPA-ordninger. Men de to ordninger kan slet ikke sammenlignes.

Paragraf 94 er nemlig en hjemmehjælpsordning, hvor brugeren selv udpeger hjemmehjælperen. En hjemmehjælper må imidlertid slet ikke det samme som en BPA-hjælper. Vigtigst er her, at en hjemmehjælper i sit væsentlige udgangspunkt virker inden for hjemmets fire vægge, mens en BPA-hjælper må støtte brugeren såvel i som uden for hjemmet. Det er jo også grunden til, at hjemmehjælp fortrinsvis er en ordning for ældre mennesker og ikke en ordning for (yngre/aktive) mennesker med handicap.

En anden væsentlig forskel er, at kommunerne skemalægger og minutstyrer, hvad en hjemmehjælper skal og må lave. Hvorimod det ved en BPA-ordning er brugeren selv, som fastsætter, hvad der skal ske, og hvor det skal ske, og en BPA-hjælper kan også bruges i forhold til uddannelse, arbejde, familieliv og fritidsinteresser.

For det andet, og i forlængelse af det første, så er det tydeligvis helt afgørende for Aalborg Kommune og Jørgen Hein, at få brugerne konverteret fra en BPA-ordning til en selvudpeget hjemmehjælper, fordi kommunen så har ”hånd i hanke” med udgifterne. Det er sådan set rigtigt nok. Når en hjemmehjælper ikke må virke uden for hjemmet, kan der skæres adskillige løntimer fra, og kommunen bestemmer også, hvad hjemmehjælperen skal lave. Men brugerne bliver altså langt mere bundet til deres hjem, og det selvsagt uagtet at hjemmehjælperen er selvudpeget.

Udtalelserne fra hhv. Martin Bech og Jørgen Hein bekræfter billedet af, at BPA-ordningerne er truet som en helt afgørende hjælpeforanstaltning for mennesker med handicap. Tendensen med færre og færre brugere af BPA-ordninger må stoppes, fordi disse ordninger er afgørende for selvbestemmelsen og fleksibiliteten for mennesker med handicap. Men hvad skal der gøres?

Socialminister Mai Mercado (K) må sætte et hurtigt-arbejdende udvalg i gang for at løse kommunernes måde at neddrosle ordningen på. Vi er kommet til det punkt, hvor kommunerne bevidst afprøver sager i Ankestyrelsen for enten at få frakendt BPA-ordningerne eller få reduceret i brugernes timetal.

Kommunerne må også stoppe med at anskue handicapområdet som økonomisk styrbart. Også det må lovgivningen fremadrettet eksplicit forholde sig til. Gøres der ikke noget, kan vi i mine øjne ikke længere se bort fra, at BPA-ordningerne er truet.

Og er det den vej, vi ønsker?