Hvad får DF ud af deres mandater?

Bragt i Nordjyske Stiftstidende den 02. juni 2017

Dansk Folkeparti har det tilsyneladende ikke let. Det virker til, at de stadig ikke har fundet de rette ben at gå på, efter de ved sidste folketingsvalg opnåede en markant øget vælgertilslutning. Min fornemmelse er, at mange DF-vælgere føler en voldsom frustration. Det skyldes sådan set ikke sagen om misbrug af EU-midler eller Kristian Thulesen Dahls samarbejde med Mette Frederiksen, men snarere en frustration gående på, hvorfor DF ikke får gennemført en række af dets mærkesager, nu hvor de er det største parti i blå blok.

Her er en liste over en række mærkesager for Dansk Folkeparti, som de ikke har formået at få gennemført uagtet deres mange mandater: Permanent grænsekontrol, øjeblikkelig udvisning af kriminelle udlændinge, asylstop, afskaffelse af modersmålsundervisning, hjemsendte skal ”følges til dørs”, ”styr” på de illegale indvandrere, forbud overalt mod at gå med hijab, burka og niqab, forbud mod at offentligt ansatte og elever i folkeskolen bærer tørklæder, færre ansatte i den offentlige administration til gengæld for flere ansatte med direkte borgerkontakt samt mindre bureaukrati og færre regler i den offentlige sektor.

Ved folketingsvalget juni 2015 stemte lidt over hver femte vælger på Dansk Folkeparti. Alle disse DF-vælgere kan med rette spørge sig selv: Hvor store skal DF egentlig være mandatmæssigt, før de får gennemført nogle af dets mærkesager, ikke mindst på udlændingeområdet? Er Dansk Folkeparti et parti der kun ”har det i munden”, men når det kommer til stykket, vægter de i højere grad taburetterne på Christiansborg frem for at sætte alt ind på et bræt for at få gennemført nogle af deres mærkesager med indbygget risiko for utidigt valg?

Dansk Folkeparti kan nu mærke presset fra flere sider: På den ene side er der Nye Borgerlige, som entydigt har givet udtryk for, at får de ikke deres centrale mærkesager igennem på udlændingeområdet, er de villige til at vælte en borgerlig ledet regering, altså under forudsætning af at de kommer over spærregrænsen ved næste valg.

På den anden side er der Socialdemokratiet, som nu stort set i ord og handling agerer på samme vis som DF på udlændingeområdet, hvorfor kontrasten mellem disse to partier udviskes substantielt. Samtidig er Mette Frederiksen dygtigt gået i gang med at omfavne Kristian Thulesen Dahl, således at det nærmest virker som ét fedt, om du stemmer på Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti ejer nemlig ikke længere på samme vis emnet ”udlændinge” i dansk politik, selvom de stadig har en vigtig rolle i at være dagsordensættende på netop dette emne. Men hvad betyder det for DF-vælgerne, hvis partiets eksistensberettigelse primært består i at være dagsordensættende frem for at få gennemført dets mærkesager?

Enhedslisten, Alternativet og De Radikale er i denne tid i gang med at forberede håndfaste betingelser for at støtte en socialdemokratisk ledet regering. Dansk Folkeparti gjorde ikke det samme i sin tid. De agerer i stedet støtteparti for en borgerlig regering ved løbende at vurdere de enkelte stridsspørgsmål samt forsøge at tage kernespørgsmål op til debat. I mine øjne skal et politisk parti imidlertid primært kendes på, hvor meget af deres politik de får gennemført, snarere end på hvor gode de er til at være dagsordenfastsættende. Og mon ikke mange DF-vælgere tænker det samme?

Men okay, Dansk Folkeparti fik da gennemtrumfet en politiskole i ”udkants-Danmark”, nemlig i Vejle, som i øvrigt ligger i Kristian Thulesen Dahls hjemkommune og valgkreds.