Politik og personer

Bragt i Randers Amtsavis den 11. november 2013

Der har i den seneste tid være megen debat om, hvorvidt fælles fodslag, bredt funderede beslutninger på tværs af partierne og det ”at gå i samme takt” i Randers Byråd har været den rigtige vej at gå. Er brede forlig som hovedregel at foretrække, eller er der indbyggede uhensigtsmæssigheder forbundet ved det?

Debatten blev for alvor sat i gang, da der for nylig blev indgået budgetforlig mellem De Konservative, Socialdemokraterne og løsgængeren Erik Poulsen. Essensen i debatten gik på, hvorfor Venstre ikke var med i forliget, nu hvor De Konservative var med, eller omvendt: hvorfor gik De Konservative solo? Jeg kender af gode grunde ikke partiernes motiver, så spørgsmålet er vel snarere: er det et problem, at De Konservative var med i forliget og Venstre ikke?

I mine øjne er De Konservatives medvirken i budgetforliget et stærkt træk, og det samme kan måske også siges om Venstres træk om ikke at være med. For hvad er egentlig forskellen mellem De Konservative og Venstre i lokalpolitisk sammenhæng, udover at personerne naturligvis er forskellige? Her godt inde i byrådsvalgkampen kan både De Konservative og Venstre tydeligere tilkendegive og signalere, hvori forskellene består imellem dem, og at forskellen ikke kun er et spørgsmål om personer.

Med det smalle budgetforlig hen over midten er det altså nu muligt at se politikmæssige forskelle mellem De Konservative og Venstre og fokus kan komme væk fra det personmæssige. Og det er ikke uvæsentligt i mine øjne, hvilket flere andre partier burde lade sig inspirere af og erkende værdien af.

For at sikre soliditeten tror jeg imidlertid, det er vigtigt, at store beslutninger – såsom et nyt badeland, større besparelsesrunder, ny skolestruktur mv. –  besluttes af et stort byrådsflertal hen over midten. Men derfra til at sige, at partierne ”ikke går nok i takt” og videre i den dur er uholdbart for et virksomt og ”kreativt” lokaldemokrati. Det bliver også mere gennemsigtigt, hvis vælgerne kan se uoverensstemmelserne og de enkelte partiers politik.

Kort sagt skal vi ikke begræde, hvis partiernes politik træder langt mere frem, således at det foranstående byrådsvalg ikke alene bliver et valg om personer. Derfor undrer det mig også, at de opstillede partier og lokallister ikke rigtig vil tage hul på skolestrukturdebatten og give deres holdninger til kende. For hvorfor gøre det så svært for vælgerne at sætte sit kryds?