Grib mulighederne for en cykelsti

Bragt i Randers Amtsavis, den 10-06-2013

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) udtalte her for nylig, at hun gerne vil have kommunerne til at bruge 3,5 milliarder kr. mere end sidste år. Hendes opfordring skal dels ses i lyset af, at halvdelen af kommunerne i år har et budget, der ligger under det, de egentlig må bruge ifølge aftalen med regeringen, og det skal dels ses i lyset af, at hver fjerde kommune i år regner med at bruge mindre end budgetteret.

Randers byråd bør gribe Vestagers opfordring, og her kunne byrådet passende se på Randers Kommunes nordvestlige hjørne. Her higer vi nemlig gevaldigt efter at få en cykelsti mellem Fårup og Nørbæk, og vi higer efter at få færdiggjort stien i Fårup bys nordlige del (Poppelvænget). Den sidste sti var mig bekendt projekteret af den gamle Purhus Kommune, men kun den første del af stien blev realiseret. Så denne sti er ikke færdiggjort.

Første gang jeg skrev et læserbrev til Randers Amtsavis om stier ”heroppe” i kommunens nordvestlige hjørne var helt tilbage til den 3. juni 2008. Men med Vestagers opfordring, synes jeg tiden er kommet til, at der kommer opmærksomhed på de manglende stier i Fårup-Nørbæk-området. Argumenterne for de to stier – som faktisk snildt kan ses i sammenhæng med hinanden – er de velkendte, hvoraf nogle selvsagt har større vægtning end andre, og nogle af argumenterne er stedspecifikke:

Landevejen er ikke bred og har mange kurver, den er stærkt befærdet af tung trafik, der er mange bløde trafikanter (gående og cyklister), der er en efterskole i Nørbæk, der er mange dagplejemødre, attraktivt naturområde med bl.a. Skals Å, og det er sundhedsfremmende at gå eller cykle.

De trafiksikkerhedsmæssige grunde vægter tungt, og derfor bør Randers byråd gribe Vestagers opfordring og i forlængelse heraf min opfordring om at finde midlerne til stier i Fårup-Nørbæk-området. Lad mig slutte dette læserindlæg med at citere fra mit gamle indlæg i Randers Amtsavis den 3. juni 2008:

”I Mariagerfjord Kommune har politikerne tidligere afvist en cykelsti i Katbjerg. Men en dødsulykke i december sidste år [2007] med en lille dreng, fik imidlertid politikerne på andre tanker. Nu skal der gøres noget ved trafikforholdene i Katbjerg lød meldingen fra politikerne i maj i år [2008]. Os der bor i Fårup og Nørbæk kan sige det samme – vi har blot ikke haft dødsulykken endnu.”

Glædeligvis har vi stadig ikke her i juni 2013 haft nogen dødsulykker på strækningen mellem Fårup og Nørbæk og i nordbyen i Fårup. Men spørgsmålet er, om tiden ikke er kommet dertil, hvor Randers byråd siger, at nu er tiden kommet til, at midlerne til de manglende stier skal findes?