Budgetforlig og cykelsti mellem Fårup og Nørbæk

Bragt i Randers Amtsavis den 23. september 2013

I Randers Amtsavis den 18. september kunne vi læse, at der er indgået budgetforlig mellem De Konservative, Socialdemokraterne og løsgængeren Erik Poulsen. Forliget indeholder bl.a. en aftale om 3 mio. kr. til udbygning af cykelstinettet i 2014. Det er en glædelig nyhed, ikke mindst hvis midlerne tilgodeser kommunens nordvestlige hjørne – det vil sige Fårup-Nørbæk-området.

I den nordlige del af Fårup by er en sti ikke blevet færdiggjort. Det er mig bekendt et levn fra den gamle Purhus Kommune, at stien ikke er blevet gjort færdig. I forlængelse af denne ikke-færdiggjorte sti savnes i den grad også en sti mellem Fårup og Nørbæk. Landevejen mellem de to byer er smal, har mange sving samt er meget befærdet – også af bløde trafikanter. Så trafiksikkerheden er på ingen måde god, før de to stier bliver etableret.

Men der er også andre vægtige grunde til, at Byrådet bør skele til trafiksikkerheden i Fårup-Nørbæk-området. Ved at etablere disse to stier vil vi der bor i området nemlig føle, at der også tænkes på os ”heroppe”, når der tænkes i infrastruktur mere bredt og trafiksikkerhed mere specifikt. Desuden er det vigtigt, at når Randers er kåret som årets cykelkommune i 2013, at det så ikke alene mærkes i Randers by, men også mærkes i oplandet.

På den baggrund forventer jeg, at stierne i kommunens nordvestlige for alvor kommer på tegnebrættet og bliver konkretiseret. Det skal ikke gå hen og blive et evighedsprojekt at få sat gang i disse stiprojekter. Og med de kommende kæmpe vindmøller, der snart kommer nær Fårup by, er det vist også ”payback time”, eller…?