Hvorfor have to socialdemokratier?

Bragt i Information den 05. juli 2011

SF har længe fået skæld ud for at være blevet for højredrejet og for at læne sig for meget op ad Socialdemokraterne.

Kritikken er berettiget. Der er ingen forskel på S og SF’s politik og holdninger. Den eneste forskel mellem partierne er, at de har forskellige folketingskandidater og ledelser.

SF har i den grad rettet sig ind efter S for at kunne fremstå regeringsduelige. For SF synes det vigtigere at sikre sammenhold med S end at fremlægge egne synspunkter og idéer.

Konservative har stået i det samme problem. Ikke mindst i årene med Bendt Bendtsen som partiformand. Forskellen er blot, at Konservative har en ideologi der er væsensforskellig fra Venstres, mens SF traditionelt og historisk har søgt at være en mellemvare mellem Enhedslisten og S, men uden en grundfæstet egenideologi.

Nu hvor Enhedslisten er blevet et stærkt venstrefløjsparti med dygtige profiler i front, og S har fået ordentligt fodfæste igen efter de forsmædelige valgnederlag, er det svært at se SF’s eksistensberettigelse. Der er ikke plads til dem mellem Enhedslisten og S, og der mangler et unikt holdningsrum mellem Enhedslisten og S, som SF ville kunne fylde ud.

Centrum-venstre ville derfor stå sig langt stærkere, hvis SF lagde sig ind under S. Vi har ikke brug for to socialdemokratier. Det grumser billedet og forfladiger de politiske debatter og holdninger.

Lad os få den rene vare: Ét socialdemokrati.