Udsigt til mindre aflastning

Bragt i Randers Amtsavis den 07. maj 2010

Byrådsmedlemmerne i Randers Kommune behandler i disse uger og måneder et oplæg til massive besparelser på handicapområdet. Et af besparelsesforslagene går på, at der skal spares 1,7 mio. kr. årligt på aflastningen til forældre, der har et handicappet barn.

Forslagene skal gennemføres ved at stramme visitationen, således at færre familier vil være berettiget til ydelser inden for aflastningsområdet. For det andet vil familierne i langt mindre grad blive tilbudt en døgnaflastningsplads; de må i stedet tage til takke med dagaflastning. Min læsning af besparelsesforslaget indikerer, at det er tilbuddene om døgnaflastning på Holberghus og Egehøj, der vil blive reduceret.

Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er ifølge deres beslutningsoplæg allerede færdige med at revisitere familierne, revisiteringen skulle nemlig have fundet sted i perioden 12. – 21. april. Dog har familierne fået at vide, at de nye og ringere ydelser er under forudsætning af Byrådets godkendelse. Det må siges at være frækt at revisitere alle familierne, før Byrådet har sagt god for besparelsen på 1,7 mio. kr. Men et er, at det er frækt, noget andet er, at det er bekymrende, at Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen tager for givet, at Byrådet vil spare på aflastningen til forældre til handicappede børn. Samtidig må revisitationen have skabt bekymringer og usikkerhed i familierne.

Aflastning til forældre til handicappede børn er utroligt vital for familiernes trivsel og velbefindende. Det at få et handicappet barn kræver ekstra mange resurser, ikke mindst hvis forældrene tillige har et rask barn. Oveni er det handicappede barn måske meget på sygehuset. Samtidig har forældrene et arbejde, der skal passes. I det hele taget er der ganske meget at se til, og disse forældre er udsat for et ekstremt pres.

Vælger Byrådet at spare 1,7 mio. kr. på aflastningstilbuddene til forældre, der har et handicappet barn, herunder ikke mindst at spare på den centrale døgnaflastning, så må Byrådet samtidig indkalkulere at flere forældre bukker under, fordi det hele simpelthen bliver for meget, og fordi forældrene har svært ved at tackle og overskue situationen. Så hvad der indad synes vundet på kort sigt er med stor sandsynlighed udad tabt på lang sigt!