Nej tak til smøleri

Bragt i Landsbyerne den 08. september 2009

Trist at kunne læse i Landsbyerne den 1. september, at fortidsfund forsinker flytningen af den lokale Spar-købmand i Fårup by. Trist fordi byen har brug for en købmandsforretning med tilstrækkelig plads, og hvor tilgængeligheden og parkeringsforholdene er optimale.

Det er de ikke i dag, og derfor må jeg sige, at jeg ærgrer mig over forsinkelsen.

Nuvel fortidsfund er der jo ikke meget at gøre ved. Bopladsen fra Kristi Fødsel må nu udgraves, og jeg og mange andre venter pænt på, at vor lokale købmandsbutik flytter.

Men det harmer mig, at Randers Kommune efter indehaveren af Spar-købmandens mening har smølet. Det dur simpelthen ikke med en lang sagsbehandlingstid i sådanne sager, fordi det dels ikke er fremmende for erhvervs- og forretningslivet, herunder for etableringen af arbejdspladser, dels fordi det fjerner tilskyndelsen til at igangsætte nye initiativer.

Bliver jeg valgt til byrådet i Randers, så vil jeg arbejde for en hurtig og effektiv sagsbehandling, når der indgives ansøgninger fra erhvervslivet om dette eller hint. Forsinkelser her skal så absolut være undtagelsen.