De rigtige løsninger, ikke de billigste

Bragt i Randers Amtsavis den 16. februar 2009

Venstre fremturer igen med, at der kan spares mange penge på anbringelsesområdet i Randers. En af Venstres begrundelser er, at Horsens Kommune bruger 38 mio. kr. færre om året på anbringelser end Randers, og at disse kommuner i øvrigt - og uden forklaring - er sammenlignelige.

Er det nu en begrundelse, der holder? Nej det er det ikke, for hvem siger, at de ikke i Horsens bruger for få penge på anbringelsesområdet? Hvem siger, at det er Randers Kommune, der gør for meget for nogle af de svageste medborgere, vi har, nemlig de udsatte børn og unge, og ikke Horsens Kommune, der gør for lidt?

En anden begrundelse fra Venstre går på, at visitationen inden for området i Randers Kommune skal strammes op. Til denne begrundelse savnes virkelig dokumentation.

Igen ligger der en skjult tanke fra Venstre om, at socialrådgiverne i Familieafdelingen bare sådan er lidt ligeglade med, hvor dyr en foranstaltning er, eller om der overhovedet bør foretages en forstaltning i forhold til det pågældende barn eller den unge, eller hvilken foranstaltningsform, der i det hele taget skal vælges. Og tror Venstre slet ikke på familiechefen eller på børn og skoledirektørens indsigt og kompetence i, hvordan visitatorerne - dvs. socialrådgiverne - agerer?

Endelig bruger Venstre udvalgsformand Bjarne Overmark (Beboerlisten) som en begrundelse for, at der kan spares penge på anbringelsesområdet. Tja, hvad skal man næsten sige til en sådan begrundelse. Begrundelsen går på den logik, at der skal spares penge, og det kan og vil Bjarne Overmark ikke.

Til det sidste kan man også sige: Tænk hvis de i Horsens i løbet af det næste halve år fik to skandalesager. Ville Venstre så stadig argumentere for, at Randers Kommune og Bjarne Overmark bruger for mange penge og i Horsens for få?

Næppe, og netop derfor handler det om at se anbringelsesområdet, som et ikke-styrbart økonomisk område, hvor det handler om at vælge rigtige løsninger frem for de billigeste løsninger. Børnene og de unge må komme i første række!