Tak for støtten til landbusserne

Bragt i Randers Amtsavis den 21. juli 2008

Borgere, der som jeg bor i Fårup, er bekymrede. Vi er bekymrede for, at den regionale busrute 230 mellem Randers og Hobro via Fårup nedlægges. Alle taler om det vigtige i at bevare livet på landet. Alle taler om, at det hele ikke skal centraliseres i storbyerne og købstæderne. Netop derfor er det ekstra bekymrende, hvis Fårup med sine godt 1000 indbyggere mister sin lokale busrute.

Derfor er det glædeligt, at borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) og formand for teknik- og miljøudvalget Mogens Nyholm (R), begge Randers Kommune, nu vil tage et møde med regionsformanden for at sikre blandt andet rute 230, der går til Fårup. Landområderne må ikke sakke bagud, og landsbyerne og dets erhvervsliv skal sikres mod afvikling. Jeg håber, at jeg om et halvt år ikke længere skal være bekymret for vores lokale busrute 230.