Småt er godt for demokratiet

Bragt i Randers Amtsavis den 16. april 2008

Kun knap halvanden år efter de nye storkommuners realitet lancerer min partifælle i Norddjurs, viceborgmester Niels Erik Iversen (S), et ønske om én storkommune på Djursland.

Et af argumenterne er, at Djursland står sig dårligt i konkurrencen mod bl.a. Randers og Århus Kommuner, som har henholdsvis godt 90.000 indbyggere og knap 300.000 indbyggere. Og så vil det hjælpe, hvis Djurs-kommunerne lægger sig sammen, for så er de oppe på 78.000 indbyggere. Så stort er bare godt, eller er småt bedre?

Småt er i hvert fald bedre for demokratiet. Det ligger ligefor, at desto færre indbyggere en kommune har, jo flere politikere pr. indbygger. Og det betyder videre, at desto større kommunen er målt i indbyggere, jo mindre sandsynlighed for at de mindre landsbyer og områder opnår repræsentation i byrådet.

I kommuner med høje indbyggertal er behovet for landsbyråd og lokalråd derfor større end i kommuner med lave indbyggertal. De mindre landsbyer og områder er nemlig med rette bange for at blive klemt og glemt i kommuner med mange indbyggere.

Et forhold er kommunens indbyggertal, et andet er kommunens arealmæssige størrelse. Skænker Niels Erik Iversen dette ganske afgørende forhold en tanke? Ringkøbing-Skjern Kommune er med sine 1.500 km2 er landets største målt i areal. Heroverfor er Mariagerfjord og Randers Kommuner begge på ca. 800 km2, mens en sammenlægning af Norddjurs og Syddjurs Kommune giver et areal på ca. 1.400 km2 – en sådan sammenlægning af Djurs-kommunerne bliver faktisk landets tredjestørste målt i areal.

Er det ligegyldigt, hvor stor en kommune er målt i areal? Nej en geografisk stor kommune indebærer mere vejtid for kommunens medarbejdere, det betyder længere afstand for borgeren til rådhuset og borgerservicebutikkerne, og endelig betyder det noget for følelsen af at høre til ”et kommune-fællesskab”.

Der er mange facetter, man skal tænke ind, hvis man ønsker at gøre kommunerne endnu større end i dag. Jeg synes ikke umiddelbart, der er meget, som taler for det gunstige i én Djurs-kommune. Stort kan være godt, men måske er småt bedst?