Hvad med landbusserne, Michael Aastrup Jensen?

Bragt i Randers Amtsavis, den 28-08-2008

Med en nærmest følelsesladet fremstilling i Amtsavisen den 26. august argumenterer folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V) for, at trafikinvesteringerne i Østjylland ikke må gå uden om Randers og Djursland. Budskabet i læserindlægget er svært ikke at være enige i. Så en melding herfra er: Gør hvad du kan for at påvirke din egen regering, således at Randers og Djursland ikke glemmes, når vi snakker anlæg af indfalds- og motorveje.

Men når vi snakker trafik, så kryber du udenom et vældigt stort problem for os, der bor i landsbyerne. Som du ved, er der planer om at nedlægge en lang række regionale busruter, de såkaldte landbusser – bl.a. rute 230, som går gennem Fårup, hvor jeg bor. Jeg ved, at din kollega i Folketinget Torben Hansen (S) i den grad tager problemerne med truslen om massive nedlæggelser af landbusserne alvorligt. Men gør du også det?

Jeg råber vel i skoven, hvis jeg beder dig om at gøre dit for at hjælpe med bevarelsen af landbusserne? For din laden stå til holdning til landbusserne og deres bevarelse samt din manglende forståelse for regionernes situation stod jo yderst klart ved at læse Amtsavisen af 13. juni, hvor dit budskab var: ”Det er regionernes problem med landbusserne”. Ak ja – noget at sige til, at dine ord stadig den dag i dag vækker harme hos os, der bor i en landsby…