Begyndelsen til enden

Bragt i Randers Amtsavis, den 29-11-2008

Regionsrådet ønsker beklageligvis at lukke aften-afgangene på søndage og helligdage på rute 230 mellem Hobro og Randers – en rute, som blandt andet går igennem Fårup, hvor jeg bor. Reduktionsforslaget er forsmædeligt, fordi vi landsbybeboere fik at vide, at reduktioner – eventuelt lukninger – først vil finde sted fra årsskiftet 2009-10. Nu sker det altså et år før lovet! Det giver associationer til VK-regeringens gradvise udsultning af det offentlige sygehusvæsen, nu snakker vi altså bare den offentlige og kollektive trafik på landet.

Reduktionsforslaget på rute 230 sker samtidig i en tid, hvor mange kommuner er nødsaget til at spare voldsomt her før årsskiftet for at undgå den individuelle modregningsstraf, som finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indført. Så kommunerne vil nok ikke hjælpe regionerne med at finde de penge, som de åbenbart mangler.

Begrundelsen for at lukke aftenruten på rute 230 er, at der i gennemsnit har været 10 eller færre passagerer på dagens sidste aftentur. Hvorfor mon det lige er 10 passagerer, der anvendes som kriterium? Næste gang der skal findes penge, så sættes kriteriet nok til 15 for derved at gøre en reduktion mere legitim. I min verden er logikken fejlagtig. Som så meget andet i det offentlige, skal der ikke nødvendigvis genereres penge. Nej det skal faktisk indkalkuleres, at det i økonomisk henseende kan være en dårlig forretning at opretholde landbusserne.

For hver gang en bustur lukkes, for hver gang øges sandsynligheden for at en passagerer er endeligt tabt. Endelig påvirkes tendensen mod en ”ligegyldighed” over for borgerne, der bor på landet eller i en landsby. På den ene side taler alle politikere om, at der skal gøres noget for at gøre det attraktivt at bosætte sig på landet. På den anden side reduceres der på antallet af ture med landbusserne. Det ligner begyndelsen til enden for rute 230. Trist!