Regeringen skaber A- og B-familier

Bragt i Randers Amtsavis, den 19-01-2007

DAGINSTITUTIONER: Uden at vi lægge mærke til det, er regeringen ved at gøre dagtilbudsområdet, som bl.a. består af vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, til et mere markedsorienteret område. På kort sigt virker det ganske tilforladeligt, men på lang sigt har det vidtrækkende konsekvenser.

Folketinget har besluttet, at forældrebetalingen til tilbud for børn under skolealderen skal nedsættes til maksimum 25 pct. Umiddelbart lyder det rigtig godt, men mange kommuner er ikke blevet kompenseret fuldt ud for takstnedsættelsen, og derfor har kommunerne måttet hente pengene andre steder fra. For eksempel ved at hæve takstbetalingen på skolefritidsordningen. Men kommunerne kan også vælge andre løsninger for at få de økonomiske ender til at nå sammen:

Kommunerne kan eksempelvis hæve brugerbetalingen madordninger og bleer, samle administrationen i form af fx fælles ledelse, omkonvertere pædagogstillinger til pædagogmedhjælperstillinger, reducere normeringen osv. Essensen i referingen strategi er, at småbørnsfamilierne skal tilbydes en skrabet kerneydelse, og vil de have mere, kan de så foretage tilkøb. Og der er her, faren for alvor ligger.

Når kerneydelserne finansieres via skattebetalingen, har alle familier – uanset indkomst – gavn af ydelserne. Skrabede kerneydelser kombineret med tilkøbsmuligheder skaber i stedet A- og B-småbørnsfamilier. Familier med et betydeligt økonomisk råderum kan så fx købe en varm frokost til deres barn, mens B-familien må nøjes med madpakken. Uligheden øges kort sagt.

A-familierne kan også vælge andre løsninger. De kan fx oprette private børnehaver, hvis de vil sikre en bedre bemanding og faciliteter, end det kommunen kan tilbyde. Hermed er basis skabt for, at de riges børn går i den private børnehave, mens de fattiges børn går i den kommunale. Flere privatdrevne institutioner øger uligheden.

Som kommende borger I Randers Kommune forventer jeg som socialdemokrat, at formanden for Børne- og Skoleudvalget, Bjarne Overmak (L), gør sit ypperste for, at regeringen ikke lykkes med at markedsorienteringen på dagtilbudsområdet. Jeg forventer, at kerneydelserne inden for dagtilbudsområdet i Randers er på så højt et niveau, at der slet ikke er grobund for at søsætte tilbudsordninger og private institutioner.