Byrådsmøde: Tre højdepunkter

Bragt i Århus Stiftstidende den 23. juni 2004

Jeg havde valgt at bruge min onsdag aften på at overvære byrådsmødet. Mødet varede kun halvanden time og bar præg af, at dagsordenspunkterne var clearet af på forhånd i de enkelte fagudvalg. Tre interessante politiske debatter skal dog fremhæves.

Under punktet vedrørende regnskabet diskuteredes naturligvis den særdeles trængte økonomi. Her fremkom den radikale Hans Jørgen Povlsen med den – for en radikal – besynderlige udtalelse, at regeringens skattestop var en rigtig god idé, og slog reelt til lyds for, at De Radikale ikke ville sætte skatten op for at undgå drastiske serviceforringelser. Med Hans Jørgen Povlsens fremførte argumentation burde han måske overveje at skifte til Venstre, da De Radikale på landsplan jo ikke ligefrem værdsætter skattestoppet, som de finder alt for ufleksibelt?

I tilknytning til punktet ”Servicetjek på førtidspensionsområdet” lød det som om, at Venstres Birgit Mikkelsen anså kommunesammenlægninger som en reducerende faktor i forhold til antallet af mennesker på førtidspension. Efter en del debat på tværs af partierne modificerede Birgit Mikkelsen imidlertid sin udtalelse, hvilket også skal ses i lyset af, at servicetjekket faktisk viste, at Hammel Kommune ikke var specielt dårlige til at ”håndtere” mennesker, der havde det svært på arbejdsmarkedet.

Endelig fik formand for Børne- og Kulturudvalget Hans Jensen (V) berettiget kritik for hans mediehåndtering af spørgsmålet om elevtilbagegangen på Haurum-Sall Skole.

Alt i alt et byrådsmøde på det jævne, hvor fronterne på tværs af partierne kun momentvis trådte frem. Men der er jo også ca. halvandet år til næste byrådsvalg; men snart skal der jo forhandles budget…