Moderkage i en fryseboks

Bragt i Nordjyske, maj 2020

”Hun fortsatte ind på sin barselsstue og kom ud igen med en fryseboks. Det var hendes moderkage, sagde hun, hun ville spise den. Til fødselsforberedelsen havde hun lært om tilberedning af den. Den skulle vaskes, renses og dampes med forskellige urter og bagefter skæres i tynde skiver, der skulle tørre i ovnen ved laveste varme i en otte-tolv timer. Til slut skulle de tørre stykker kværnes i en kaffekværn og spises i små portioner, en teskefuld dagligt”. ”Jeg vil røre det op i en smoothie, sagde hun”. ”Okay? sagde jeg”. ”Nåh, vi ses, sagde hun og skubbede vuggen med sin søn ind på stuen”.

Sådan lyder det på side 48 i Dy Plambecks seneste bog ”Til min søster” fra 2019.

Jeg vender tilbage til bogen om lidt, men er det ikke underligt at nedfryse en moderkage for at kunne tilberede den og derefter spise den eller drikke den som en smoothie?

I min verden er det underligt, men er det noget, som rent faktisk sker? Ja det er det. Moderkagen skulle nemlig være fyldt med gode vitaminer og hormoner, og det skulle give ny energi, som specielt nybagte mødre kan have god brug for.

Forskningen giver dog ikke umiddelbart evidens for, at mødrene skulle have nogen speciel gavn af at spise moderkagen.

Dy Plambecks seneste bog ”Til min søster” handler naturligvis om meget andet end moderkage.

Bogens første tredjedel handler dog i forlængelse heraf om hovedpersonens Ayas tid på en fødestue og et barselshotel anno 2015. Og netop denne del giver mange associationer til Dea Trier Mørchs klassiker ”Vinterbørn” fra 1976.

Begge bøger beskriver levende kvinder i den afgørende livssituation, det er, at skulle bringe et nyt liv til verdenen. ”Vinterbørn” foregår på en fødegang på Rigshospitalet omkring årsskiftet 1974-75, hvor selve fødslen og dagene lige efter i barselssengen er væsensforskellige fra hovedpersonens Ayas fødselsoplevelse på Hvidovre Hospital i 2015.

Det er i sig selv slående, hvor meget der er sket på 40 år, når vi taler om selve fødslen og tiden lige herefter på barselsgangen.

”Til min søster” har andre temaer end netop fødsel og oplevelser på barselshotellet. Det overordnede tema ligger også i bogens titel, nemlig kærligheden mellem hovedpersonen Aya og hendes storesøster Andrea.

Søstrene er der for hinanden i tykt og tyndt, og sådan har det været lige siden deres teenagetid i Kalundborg. De står sammen og kæmper sammen, både da Aya kort inde i graviditeten bliver forladt af barnets far, og da Andrea indleder et forhold til Mark, som viser sig at være voldelig. Og her er bogen fremragende:

Dy Plambeck beskriver slående, hvordan Aya oplever storesøsterens voldelige kæreste.

Blandt andet får vi beskrivelser af de tankesæt, som Aya gør sig for, hvordan hun kan slå ham ihjel. Hun er så mærket af, at hendes storesøster skal stå så megen fysisk og mental smerte igennem, at hun vil gå gennem ild og vand for at skåne hende fra Mark, og hun ønsker hævn.

Det må siges at være ægte søsterkærlighed og søstersolidaritet.

Dy Plambeck vandt Politikens Litteraturpris 2019 for ”Til mine søstre”. Bogen har fokus på søsterkærlighed, moderskab, fødsel og kroppen, familiekonstellationer, kønsroller, vrede og vildskab, at forfølge egne drømme samt det at leve med en voldelig partner. Du skal dog ikke læse bogen, hvis du har det svært med, at der reelt set ikke siges noget positivt om mænd overhovedet.