Den svære balance mellem by og land

Bragt i Socialdemokraten Randers, december 2008

Gl. Randers Kommune blev som bekendt væsentligt udvidet i forbindelse med Strukturreformen. Ikke mindst blev kommunen udvidet geografisk, og Randers Kommune er i dag ikke en typisk bykommune, men en kommune bestående af mange landsbyer og landområder og så storbyen Randers.

Jeg er en af de mange i Randers Kommune, som bor i en landsby, idet jeg bor i Fårup. Her i Fårup er der en følelse af, at Randers by løber med det hele, og at alt bare er blevet værre efter sammenlægningen af de tre hele og tre halve kommuner. Om det er rigtigt eller ej er for så vidt ligegyldigt, fordi der netop er tale om en følelse.

Desværre er følelser svært håndterbare, fordi de kan være vanskelige at gøre noget ved. Men de skal ikke ignoreres, og de skal tages alvorligt. En følelse om at i de ”gode gamle dage” i Gl. Purhus Kommune, der var alt bedre, og Fårup fik en større andel af midlerne, kan på den ene side affærdiges med, at nu er den gamle kommune begravet, og vi må se fremad. Det med ”gode gamle dage” kan ikke bruges konstruktivt og fremadrettet.

På den anden side må følelsen tages alvorligt, og det kan først og fremmest gøres ved, at de folkevalgte ligger ører til, altså er lydhøre over for, hvad der rører sig ”på landet”. Det gælder selvsagt også, selvom der er flere vælgere og dermed flere stemmer at hente i Randers. Hvordan kan vi få vendt denne følelser hen mod, at ”hvor er vi glade for, at eksempelvis Fårup hører til Randers Kommune, og ikke Mariagerfjord, eller en helt tredje kommune”? Eller får vendt følelsen således, at den bliver, at ”de folkevalgte i Randers Kommune lytter til borgerne på landet, og landet får deres andel af kagen”.

Vi kan nok ikke komme uden om, at to forhold gør sig gældende. For det første må der arbejdes for, at de landlige offentlige institutioner ikke lukker. Her tænker jeg primært på skoler, børnehaver og ældrecentre. For det andet må der iværksættes konkrete og synlige lokale initiativer. Det kunne fx være den cykelsti mellem Fårup og Nørbæk, som jeg og andre har plæderet meget for. Det kunne også være blomsterkummer, når man passerer byskiltet. Det kunne være skovrejsning. Ja mulighederne er utallige. Vigtigst er, at borgerne i landsbyerne kan se, ”hov der sker noget”, også ”herude”. At der bliver lappet asfalt og slået græs i grøftekanterne er imidlertid ikke tilstrækkeligt for at ændre følelser, så de bliver mere positive.

Balancen mellem Randers by og landsbyerne er ikke let at finde. Der er indikationer for, at der vil blive en intensiveret ”råben” fra landsbyerne, en råben som forhåbentlig ikke bliver en råben i skoven. Men naturligvis skal Randers by have den største andel af de tilrådelige økonomiske midler. Netop derfor er det en balanceakt. Ingen tvivl om, at centrum-venstre-styret i Randers er de bedste til at finde denne balance. De borgerliges ligegladhed med landbusserne og landsbyskolerne peger også i denne retning.