Tilfredshed med eldrevne køretøjer

Bragt i Hjælpemidlet, december 2006

I foråret 2006 gennemførte Randers Kommune en tilfredshedsundersøgelse blandt brugere af byscootere og elkørestole. Den viser, at brugerne er meget tilfredse med såvel det eldrevne køretøj som med den service, personalet yder. Undersøgelsen tog udspring i det kvantitative redskab Quest 2.0, som med fordel kan anvendes, når tilfredsheden af hjælpemidler skal måles.

Tilfredse med køretøjet
Undersøgelsen var delt op i to dele. I første del blev brugerne bedt om at tage stilling til en række konkrete aspekter omkring deres eldrevne køretøj, og i anden del blev brugerne spurgt om deres tilfredshed med den service, de har modtaget fra Randers Kommune.

Resultaterne viste, at brugerne generelt er særdeles tilfredse med det køretøj, de har fået bevilget. Faktisk er langt størstedelen af svarene ”tilfreds” eller ”meget tilfreds”. Herudover er brugere af en elkørestol generelt en anelse mindre tilfredse med det produkt, de har fået bevilget, end brugere af byscootere. Specielt elkørestolens ”udseende”, ”motorkraft” og hvor ”tryg og sikker”, man er i sit køretøj, synes nogle brugere kunne være lidt bedre. Men igen: Værdierne ligger alle et godt stykke over middel, hvilket alt i alt betegner en ganske høj tilfredshed.

I spørgsmålet omkring vægt skal det bemærkes, at mange er sprunget over her, og det gælder fortrinsvis de, som har en byscooter. Det er ikke overraskende. Spørgsmålet har mere relevans for brugere af en elkørestol, i og med en sådan stol af størstedelen også bruges indendørs. I forlængelse heraf viser det sig, at 91 procent af brugerne af en byscooter ”kun” benytter køretøjet udendørs.

Tilfredse med servicen
Der er forholdsvis mange, som har undladt at besvare spørgsmålene i anden del om tilfredshed med servicen. Der var fx 10 brugere af byscootere, som har undladt at besvare spørgsmålet om ”opfølgning”. Det er ikke muligt at fastlægge en egentlig grund til den lidt høje frafaldsandel. Men nogle brugere med en byscooter har muligvis ikke oplevet en egentlig opfølgning. Med andre ord kan der også tolkes på antallet af ”overspringere” og ikke alene på gennemsnitsværdierne.

Ser vi på gennemsnitsværdierne hos dem, der har besvaret spørgsmålene, er der stor tilfredshed blandt de brugere, som har en byscooter. En samlet gennemsnitsværdi på 4,4 er et pænt stykke over middelværdien på 3. Derimod er niveauet en smule lavere for brugere med en elkørestol. Det er specielt opfølgningen, som kun ligger en anelse over middel. Men det er også det udleverede skriftlige materiale og brugervejledningen til elkørestolen, som nogle ikke er så tilfredse med. Seks elkørestolsbrugere skriver, at der ikke har været nogen opfølgning, eller at de selv skulle rette kontakt til kommunen.

Alt i alt var brugerne af et eldrevet køretøj ganske tilfredse – specielt mht. det produkt, de har fået bevilget. Tilfredsheden med personalets service var også ganske høj, om end tallet lå lidt lavere tilfredsheden med selve produktet. Sluttelig skal det fastslås, at Quest 2.0 er et fint og anvendelig redskab, som kommunale aktører og andre med fordel kan anvende eller lade sig inspirere af i forbindelse med udformningen af spørgeskemaer, der skal måle brugertilfredsheden af hjælpemidler.

Undersøgelsen
Randers Kommune udsendte spørgeskemaer til 60 brugere af byscootere og 40 brugere af elkørestole og modtog i alt 73 svar – 2/3 fra brugere af byscootere og 1/3 fra brugere af elkørestole. Udgangspunktet for spørgsmålenes udformning var dels funderet i Quest 2.0 og dels i en masterafhandling i Public Health af Hanne Vinkel Sørensen. Randers Kommune tilføjede nogle ekstra spørgsmål og ønskede desuden at vide mere om den person, som besvarede spørgeskemaet.  

Fakta
www.hmi.dk i Artikelbasen findes tabellerne for undersøgelsen, og hele undersøgelsen kan læses på www.randers.dk. Klik på dagsordener og referater. Se under socialudvalgsmødet den 29. august 2006 pkt. 56.